Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere har i 2010 valgt at sætte fokus på udsatte unges muligheder for at gennemføre en uddannelse og få adgang til arbejdsmarkedet.
Om få år vil manglen på arbejdskraft igen komme til at påvirke de danske virksomheder, da en stor gruppe ældre forlader arbejdsmarkedet, mens andelen af unge er faldende. Derfor er det et alvorligt problem, både for virksomhederne og for samfundet, og ikke mindst for den unge selv, at hver 6. unge forlader folkeskolen uden at påbegynde en ny uddannelse. Flere og flere af disse unge kommer aldrig ud på arbejdsmarkedet.
Samfundet står altså overfor store udfordringer på dette område, som i høj grad også vil komme til at påvirke de danske virksomheder. Derfor har Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere valgt, at temaet for dette års Netværksdag skal være Uddannelse og job Alle unge skal med.
Det kræver en fælles indsats fra virksomheder, det offentlige og uddannelsesinstitutionerne, hvis vi skal sikre alle unge en reel chance for uddannelse og job. Netværksprisens Særpris hædre en virksomhed, der har bevist, at en virksomhedsrettet indsats kan hjælpe udsatte unge på sporet med uddannelse og job.